Lars Jensen fortæller:
Det nepalesiske oprør startede langt ude i Vestnepal I 1996. Samme år var jeg på mit første trek i Nepal i Ganesh Himal. Her mødte jeg Roshan. Han var sirdar/chefguide på trekket. Vi skulle prøve at komme over Singla-passet I 4100 meters højde.
Vi var 16 trekkere med 16 forskellige vandre-tempi. Roshan drønede frem og tilbage med en gammel metal-forbindingskasse i den ene hånd og basketballstøvler på fødderne. Det var Roshans manglende vandrestøvler, der satte gang i ‘Roshan’s Friends’. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke havde ordentlige vandrestøvler og han svarede, at de var blevet stjålet fra hans lille rum i Kathmandu – og at tyven ved samme lejlighed havde taget alt hvad han ejede af trekkingudstyr.
Det blev en øjenåbner for mig: Vi havde alle 16 deltagere dyre tekniske vandrestøvler, mens vores guide ikke havde andet end billige basketballstøvler og ikke havde råd til at købe nye. Jeg foreslog mine rejsekammerater, at vi skulle splejse til et par nye vandrestøvler til Roshan, når vi kom tilbage til Kathmandu.
Vi trekkede gennem landsbyer, hvor vi så fattigdom, men aldrig usselhed. De lokale nepalesere dyrkede ris, hirse, grøntsager og frugter men materielt set havde de stort set intet. Hvis de blev syge, var der hverken medicin eller behandling at få. Jeg blev overrumplet af disse smilende, tilsyneladende tilfredse, måske lykkelige, mennesker og fik lyst til at hjælpe dem. Jeg spurgte derfor Roshan om han kendte en rigtig fattig landsby, som vi kunne hjælpe med håndkøbsmedicin og andre basale fornødenheder. “Jeg kender en meget fattig landsby. Den hedder Chepang Gaon og ligger sydpå herfra i foothills ned mod Indien. De er forhenværende honningjægere* og ernærer sig nu ved at være daglejere for nogle folk længere nede af bjerget. Jeg kender klanlederen”.
* Den nepalesiske stat forbød for en del år siden honningjagt på den traditionelle måde. Denne franskproducerede film viser hvordan det foregik.
Da vi kom tilbage til Kathmandu, talte jeg med ejeren af trekkingbureauet, Hari Dharel, om mine idéer. Jeg fik straks stillet et kontor og en PC til rådighed og kunne begynde at beskrive projekterne.
Året efter – I 1997 – tog Roshan og jeg lokalbussen 4 timer vestpå og steg af ved en lille landsby ved foden af det bjergområde, hvor Chepang Gaon ligger oppe i 1700 meters højde. Efter at have gået opad i 4-5 timer, kom vi til en skøn lille landsby, som jeg straks døbte Shangri-la. Her blev vi budt på frokost af landsbylederen Ananda. Jeg var totalt udaset af turen og aldrig har et hårdkogt æg og nudelsuppe smagt bedre. Ananda og jeg havde god kontakt med det samme og jeg besluttede, at denne landsby skulle have medicinhjælp, hvilket Roshan ville sørge for kom til at ske.
Efter yderligere 4-5 timers trek opad gennem en smuk flodseng, ankom vi i ildfluernes skær i en sen nattetime til Chepang Gaon. Vi sov på klanlederens veranda og om morgenen fik vi serveret Dal Bhat med ris, skønt de selv kun havde råd til at spise hirse.
Aftenen i forvejen havde vi inviteret alle beboerne til et fællesmøde, for at fortælle om vores idéer og i morgendisen begyndte folk langsomt at indfinde sig. De satte sig på hug på nepalesisk facon. De ældre kvinder havde taget festtøjet på og de mindede mig om prærieindianere. Mange af dem røg pibe med tobak og sikkert også andet godt i. I landsbyen var der en ældre mand, der kunne læse og skrive, så han blev ansvarlig for medicinuddelingen. Jeg holdt en Ghandhi-inspireret tale, hvor jeg fortalte, at viden og lærdom gennem skolegang var vigtig for landsbyens udvikling. Der skulle bygges en skole.
Vi ville betale byggematerialerne samt en lærerløn. Landsbyens beboere skulle selv bygge skolen og lave inventaret med borde og bænke etc. Vi ville også betale undervisningsmaterialerne og få dem bragt ud fra Kathmandu. Desuden ville de løbende få den håndkøbsmedicin de havde brug for samt varme tæpper til den strenge vinter. Jeg gjorde det klart, at vi ikke var her for at give dem en stor dejlig lagkage, men at vi ville komme tilbage år efter år.
Vi nedsatte forskellige komitéer: Skole/Sundhed/Medicin/Skovdød/Planteskole. Jeg fortalte, at der i Danmark var lige rettigheder for kvinder og mænd og at jeg ville blive glad, hvis der kunne blive valgt kvinder ind i de forskellige komitéer. Det faldt i god jord. Der udbrød latter og fnis og diskussionen gik ivrigt. Eftersom kvinderne bestemmer i hjemmet og sidder på pengekassen, kom der mange kvinder i komitéerne.
I de følgende år lagde vi en vandledning ind, så de ikke skulle gå to timer hver dag for at hente vand. Nogle år senere blev vandledningen ført op til skolen, der ligger en halv times tid fra landsbyen, længere oppe af bjerget. Hver gang Roshan og jeg i de kommende år besøgte Chepang Gaon, holdt vi møde med klanlederen og skolelæreren for at drøfte med dem, hvad de havde mest brug for. En særlig rørende historie udspandt sig, engang jeg havde familien og nogle venner med til landsbyen. Da vi var på vej ind I Chepang Gaon bemærkede jeg en gammel mand, der stod lidt oppe ved siden af stien og hilste os alle sammen velkommen med den smukke Namaste-hilsen med samlede håndflader mod panden, imens han nikkede og bukkede. Der hvor hans venstre øje havde været, havde han kun en hudlap. Jeg spurgte Roshan, hvad han var for én og Roshan fortalte:
Den nye unge klanleder havde ringet til Roshan og fortalt, at den gamle mand havde en svær betændelse i sit venstre øje og var i store smerter. På Roshans foranledning blev han eskorteret til bussen 6 timer til foden af bjerget og derfra videre i 5 timer med bus til et hospital i Kathmandu, hvor øjet blev opereret ud og betændelsen stoppet. Den gamle mand stod der og nikkede, smilede og hilste og jeg fik fugtige øjne og en stor klump i halsen. Klokken var blevet 14.00 og vi fik at vide, at han havde stået der siden kl. 7.00 om morgenen.
