I maj 2021 indførte den nepalesiske regering den anden nationale lock-down for at modgå den aggressive Covid Delta-variant. Dette resulterede i omfattende nedgang i indkomst og levevilkår og skubbede millioner af mennesker ud i fattigdom i et i forvejen fattigt land, med alvorlige følger, hvad angår uddannelse, sundhed og ernæring for de mest sårbare grupper.
Lars har kendt Barsha Dharel fra hun var en lille pige og kender også til hendes uddannelsesbaggrund og hendes engagement i at hjælpe det nepalesiske folk. Han tog kontakt til Barsha og foreslog, at de sammen laver et hjælpeprogram for de hårdest trængende i denne store krisetid.
Det viste sig lykkeligvist, at Barsha allerede havde kontakt med støttegrupper, frivillige og civilsamfundsorganisationer, der hjælper nogle af de fattigste og hårdest Covid 19-ramte mennesker i Nepal.
I 2013 tilbragte Barsha nogen tid sammen med en af de mest marginaliserede grupper i det sydlige Terai-område i Nepal – Mushaharerne. Dette Dalit-samfund, også kaldet ‘de urørlige’, er historisk set økonomisk og socialt marginaliserede grupper, som er udsat for diskrimination. Under og efter sit ophold, forsøgte hun at hjælpe dette samfund på enhver tænkelig måde med mad, medicin, tøj og skolegang.
I den periode, hvor Barsha stadig var I sine 20’ere, mødte hun en kvinde på sin egen alder, som på det tidspunkt allerede var blevet bedstemor! Det er meget almindeligt, at piger på ni til tolv år bliver gift og føder børn, lige så snart naturen tillader det.
Desværre forlader disse piger skolen tidligt, uden at færdiggøre deres skolegang.
Barsha forsøgte under sit ophold hos Mushaharerne at ændre disse omstændigheder gennem oplysning, træning og sociale kampagner mod børneægteskaber og kønsbaseret diskrimination.
Sideløbende med projekterne I Chepang Gaun, sender vi nu midler til ‘Barsha NGO’ fire gange om året. På den måde modtager de et fast beløb, der hjælper med ordentlig planlægning og programimplementering. Og endelig afhænger beløbets størrelse af, hvor mange bidragydere vi har I Danmark.