På en bjergtop i Chepang Gaun, ligger en landsbyskole. Før Roshan’s Friends byggede skolen for 19 år siden, var der ingen skole og børnene indgik i statistikken, som analfabeter.
Undervisningen er anderledes, end vi kender fra Danmark. Den almindeligste undervisningsform er udenadslære, hvor børnene taler og synger i kor, mens læreren peger på dét der skal læres. Som en ung nepalesisk kvinde fortalte os, går undervisningen mere ud på at klare eksamen, end på at børnene skal lære at forholde sig personligt til dét de lærer. Til gengæld har de i skolen hverken problemer med ukoncentrerede eller umotioverede børn.
Nepals skolesystem er mere eller mindre overtaget fra det indiske system, som igen bygger på det engelske og derfor bærer alle elever også skoleuniform. Det er i sig selv en stor udgift at købe – og vedligeholde – en skoleuniform – så derfor støtter Roshan’s Friends de familier, der ikke selv har råd til at købe skoleuniform til deres børn. Ofte arver de yngre børn dog uniformen fra de større. Roshan’s Friends støtter også de landsbyelever, der går videre efter de fem år i landsbyskolen med udgifter til bøger, ophold, uniformer etc.
Hver dag får skolebørnene et dagligt måltid mad på skolen, hvilket også motiverer forældrene til at sende børnene i skole, frem for at holde dem i hjemmet for at arbejde. Som man kan se i filmen, er der dog nogle af børnene, der tager arbejdet med i skole – gederne skal jo passes.
Roshan’s Friends betaler løn til to af landsbyskolens fire lærere, undervisningsmaterialer, medicin (håndkøb), vedligehold og hvad der ellers er af udgifter. Staten betaler løn til de øvrige to lærere. Denne deling af udgifterne er et generelt princip i den nepalesiske skolepolitik, og den store udfordring er, at lokalsamfundene i de fattigste egne, ikke har råd til at afholde skoleudgifter overhovedet. I mange områder af Nepal er det derfor stadig ikke reel mulighed at gå i skole, idet staten kun er forpligtet til at afholde skoleudgifter, hvis der i forvejen er en skole.
Analfabetismen er faldende, men det er dog stadig ‘kun’ 66% der kan læse (2011-tal, opgjort på alle over 5 år). Fordelt på køn, er det 75% drenge/mænd og 57% piger/kvinder. (Kilde: Nepal Vision 25-2, vinter 2016).
Da vi besøgte landsbyen i november 2016, diskuterede vi med beboerne, hvad der var vigtigst at donere penge til: Toiletter, skorstene, uddannelse? Landsbybeboerne var ikke i tvivl: Uddannelse!! Det virker som om de er meget bevidste om, at en bedre fremtid på alle fronter i livet, forudsætter at man er uddannet.
Udover landsbyskolen, støtter Roshan’s Friends de to andre skoler længere nede af bjerget i mindre omfang med undervisningsmidler, tilskud til lærerlønninger, håndkøbsmedicin m.v. Alle billeder fra denne film, er fra landsbyskolen, optaget i november 2016.