I november 2016 besøgte Lars og Kate landsbyen i Chepang Gaun. Denne gang havde vi inviteret en fotograf med på turen, for at lave nogle levende billeder til alle bidragsyderne.
Det første indslag her er et interview med Roshan, der fortæller lidt om sig selv, hvordan han samarbejder med landsbyen og hvordan han ser på den støtte, der indsamles via Roshan’s Friends.
Vores indtryk fra landsbyen er, at det i store træk går som det plejer. Dog med den kedelige tilføjelse, at vandforsyningen under jordskælvet blev ødelagt, da det reservoir, hvorfra vandet blev pumpet op til landsbyen, fik skader og vandet forsvandt. Så nu går landsbybeboerne to timer ned af bjerget for at hente vand i beholdere, ligesom de gjorde før Roshan’s Friends finansierede en vandledning tilbage i slut halvfemserne. Det blev meget tydeligt for os, hvor vigtig vand er. På vores to besøg i 2011, blandt andet medical trek, talte vi meget med beboerne om vigtigheden af at børste tænder og vaske hænder for at undgå sygdomme og for mange huller i tænderne. Men når man skal transportere de dyre dråber på ryggen, bliver den del hurtigt skrællet væk igen. På samme måde er der i tidens løb blevet bygget en del toiletter – et stenhus med et hul i jorden – hvilket heller ikke giver så meget mening, hvis ikke man har rigeligt med vand til at skylle efter med. Så vores indtryk er, at mange i stedet forretter nødtørften i naturen, ligesom vi også selv gjorde, de dage vi var der. Og man kan næsten sige sig selv, at tøjvask først sker, når tøjet er meget snavset. Umiddelbart er det ikke muligt at reparere det pågældende vandreservoir, så landsbybeboerne sætter deres lid til at monsunen til sommer fylder reservoiret op igen og at de så har vand i al fald et stykke tid derefter.
Et mere positivt tiltag vi tager med fra vores besøg er, at børnene får serveret grød på skolen midt på dagen. Børnene har ikke mad med hjemmefra og det kan derfor knibe med indlæringen, ligesom grøden også kan medvirke til, at flere børn faktisk bliver sendt i skole, så forældrene sparer et måltid til børnene. Vigtigt, når knapheden er stor. I landsbyskoledistriktet er der stadig 35% af børnene, der ikke kommer i skole på trods af, at lærerne på skolen gør en stor indsats for at få de sidste med ved at gå fra hus til hus og tale med hver enkelt familie om, hvorfor det er vigtigt. Mange forældre har stadig svært ved at se meningen med skolegang og har brug for børnene derhjemme som arbejdskraft. Som I kan se på filmen her, er der også børn, der tager arbejdet med i skolen, da det er deres ansvar, at gederne bliver passet. Så det er ikke helt den skolegang vi kender fra vores del af verden, men meget mere herom i et senere indslag.
Den nepalesiske befolkning betsår af mere end 50 forskellige folkeslag, med delvist hver deres kultur, religion og sprog. Det folkeslag vi støtter, og som Roshan også nævner i sit indslag, hedder Chepangerne, og de er ét af de allerfattigste folkeslag i Nepal: https://en.wikipedia.org/wiki/Chepang_people